Særlige politiske og økonomiske forhold i Danmarks historie har bidraget til at gøre København til et dominerende center
Danmark er blevet centraliseret omkring København i takt med en politisk og økonomisk udvikling, der strækker sig tilbage fra enevældens indførelse i det 17. århundrede. Den dansk-norske konge var under loven om enevælde Lex Regia den mest enerådige og magtfulde af alle Europas herskere. Og Danmark var blandt de mest militariserede og højest beskattede lande. Resurserne fra skatterne blev brugt på militær—især flåde—og statsadministration med base i hovedstaden.
Byen fik også monopol på langdistancehandelen, og de hertil oprettede handelskompagnier havde alle til huse i hovedstaden. Under den Florissante periode – en opblomstring af handel – ved overgangen til det 19. århundrede var mere end 75 pct. af handelsflåden baseret i København.
Under enevælden var det kongens interesse at samle de vigtigste institutioner i hovedstaden—indenfor magtens rækkevidde. København var endvidere hovedstad for et imperium, og omtrent 40 pct. af skatterne kom fra Norge og de tyske hertugdømmer, som i dag ikke er del af staten. Byen blev således magnet for resurser og udvikling, og den voksede på alle måder langt mere end andre danske byer. I 1801 havde København 100.975 indbyggere imod den næststørste by Odenses 5.782.
Landbrugsindustrialisering fastfryser bysystem
Da landet fra 1800-tallet og fremad industrialiseres sker det med udgangspunkt i landbruget, eksporten af smør og bacon.
Det havde den effekt, at de danske byer kun kunne vokse på baggrund af det landbrugsopland, de i århundreder havde ageret købstad for. Undtagelser havde med transport af landbrugsprodukter at gøre. Esbjerg med sin havn fra 1868 blev Danmarks eneste storby grundlagt under industrialiseringen. I andre lande som Sverige, England og Tyskland voksede storbyer frem som resultat af forekomster af jern og kul.
Danmarks særlige landbrugsbaserede industrialisering havde således effekten at fastholde det ulige størrelsesforhold imellem København og resten af landets byer, som var resultatet af enevældens koncentration.
Landets eneste storby
Ved indgange til det 20. århundrede var København landets eneste storby. Godt nok var befolkningsvæksten for købstæder og stationsbyer ofte højere end for hovedstaden, men det blev aldrig nok til at indhente Københavns fordel.
I 1960’erne og et par årtier frem førte man i Danmark en fokuseret politik med henblik på at skabe en ligelig udvikling i hele landet. Indtil 1970’erne voksede hovedstadsområdet uafbrudt, men på grund af teknologiske og kulturelle udviklinger – især privatbilisme – blev forstadslivet til den foretrukne livsstil, og storbyerne oplevede, hvad der kaldes den urbane krise. Siden 1980’erne har den politiske strategi sigtet efter at genrejse København og gøre byen til lokomotiv for nationaløkonomien, og siden 1990’erne har hovedstaden været voksende igen.
