Geografisk politik

Problemet med stigende geografisk ulighed vil være blandt kerneudfordringerne i fremtiden og kræver fokuseret politik ud fra økonomiske og geografiske kriterier.

Geografisk politik kræver politiske vilje at gennemføre. Imens sympati for landdistrikter og afstandtagen til storbykoncentration er et populært tema, er den faktiske indsats ofte præget af symbolpolitik.

Der gennemførtes i 2007 en strukturreform for at bringe det offentlige tættere på borgerne, men reduceringen af antallet af kommuner havde den modsatte effekt. Udflytning af statslige arbejdspladser fra København i hhv. 2015 og 2018 kompenserer ikke for, at væksten i private erhverv hovedsageligt sker i hovedstadsområdet. Og justeringen af den kommunale udligning i 2020 til fordel for svage kommuner er blot omfordeling, der ikke sigter på at mindske årsagen til ulighed.

På trods af udtalt vilje og stor offentlig bevågenhed tager skiftende regeringers tiltag ikke livtag med de dybereliggende strukturer: den globale megatrend imod en storby-orienteret økonomi.

På trods af udflytningen af statslige arbejdspladser i 2015 er andelen af den statslige arbejdsstyrke kun faldet marginalt mere i hovedstadens Superregion. Imens er andelen af landets private beskæftigelse steget væsentligt mere i hovedstaden end udenfor. Hver gang der fra 2014 til 2017 er blevet skabt otte jobs i det private erhvervsliv er over 3,2 af dem skabt i Superregionen, selvom kun to ud af otte indbyggere bor dér.

Bæredygtig urbanisering

Der er få lavthængende frugter i geografisk politik. Blandt de få er noget så simpelt som ambitionen om at bruge den fysiske planlægning aktivt. I dag er planlægningen typisk i hænderne på kommuner, som kun disponerer til kommunegrænsen og derfor ikke kan tage et helhedsperspektiv. En vej fremad ville være, at staten havde en sammenhængende og langsigtet planlægning af den geografisk udvikling i landet.

Derudover findes en række velkendte værktøjer fra byplanlægning og økonomi, der ofte møder modstand af en eller flere politiske årsager.

Indenfor byerne skal der skabes plads til flere igennem at bygge i højden og byfortætning samt mindre lejligheder. Det møder modstand fra beboere, der vil beholde lys og luft. Infrastrukturen skal gøres tæthedsvenlig gennem fokus på offentlig transport og (i COVID-tider) på cykel- og fodtrafik. Det møder modstand fra bilister, som vil miste plads på vejen. Grønne områder skal bevares og bruges til klimasikring f.eks. imod skybrud, noget der koster myndighederne penge.

Verdens storbyer giver en økonomisk fordel til nærområdet i kraft af at være økonomiens epicenter, også kaldet agglomereringseffekter. Skatter og afgifter rettet imod dette område er et kontroversielt men målrettet værktøj til at modgå overkoncentration i storbyer og finde resurser til investeringer i bæredygtige byer og livsformer udenfor byen. Det kan anses som et makroøkonomisk instrument på linje med pengepolitik med formålet af justere ubalancer.